Normalt havde jeg ikke lagt et oplæg op her nu mens jeg er i LegeJunglen i Slagelse med min søn og aflastningsdatter! For normalt er jeg ude og farer omkring med ungerne! Men mens vi spiste og jeg så mig omkring har jeg besluttet mig for at blogge lidt om den første uge der er gået! Og om de her forældre som sidder ned med deres smartphones og ikke er det mindste nærværende.

Og hold da op en uge! December startede, og med det også en hel masse krav og ønsker (vi håber bliver opfyldt)!

Jeg har set nisser der har fået deres egne døre, nisser der driller, nisser der har det sjovt og giver glæde! Hjemmelavet pakker, kagebagning, klejnekogning og konkurrencer!

Ja, alt hvad der høre sig december til…..

Men vi er jo kun lige ved at afslutte den første uge!?!

Jeg syntes selv jeg har været flittig i den første uge! Vores nisser – Nisse Pjit og Nisse Pjat er nemlig også flyttet ind!

Men jeg kan personligt også mærke at forventningens pres bliver større og større, år for år.

Men bliver vores forventninger så opfyldt? Eller er det vores egen dårlige samvittighed, der skal udfylde de lange arbejdsdage og manglende opmærksomhed hos vores små poder?

Får vi fyldt hullerne og manglerne ud i denne måned – for hele det år der snart er gået? Eller bliver det bare et kapløb om hvem der kan skabe mest stress?

Har vi i virkeligheden for store forventninger til os selv og andre?

Vi er blevet generation “super mødre”, ja der er faktisk ikke grænser for hvad vi IKKE kan. Og det er jeg også selv!

Jeg klandre absolut ikke nogen, for det er også et valg som man selv tager! Men det kan godt bekymre mig at forventningerne hurtigt kan blive afløst af stress og jag.

Vi skal have den perfekte jul med vores perfekte børn, vores perfekte familie og svigermekanisme der også skal sidde lige i øjet. Hjemmet står ligesom i bo bedre og der dufter af kanel, kun lige afbrudt af vanillekranse der er taget ud af ovnen.

Husk nu at der også er en måned efter julen! Og her skal vi også leve op til vores egne og ikke mindst børnenes forventninger – alt dette uden at vi er gået ned med stress.

Det jeg ville sige var:

Husk dig selv og husk at det vigtigste du kan give er at være tilstede og være nærværende!

Og så vil jeg slutte for idag, og slippe mit indre barn løs med ungerne!